Hvidtjørnen
 

Jeg smed cyklen ved grøftekanten og gik ind over sletten til en bestemt træstamme, som jeg kender, og som man kan sidde på. Mine sko havde fået et gråligt skær al vejstøvet, og jeg sørgede for at få det slået af mod græsset. Da jeg havde sat mig ned i skyggen, mærkede jeg, hvor varm jeg var blevet. Det var eftermiddag, og solen stod højt på himlen. Ingen hjorte var at se, men rundt om græssede adskillige kunstmalere, de havde travlt, for tjørnene var i fuldt udspring. Tre af dem var damer, de stod på rad og række med et par meters mellemrum. Akvarel åbenbart. Fra et strandvejspensionat. Tolv kunstmalere kunne jeg tælle ialt, og jeg spekulerede på, om jeg kom med på nogen af billederne, hvis jeg sad pænt stille.
    Rundt om træet groede der lungeurt med de små blå og lilla blomster, og planterne hang sløvt med hovederne i middagsvarmen. Ved roden var stammen halvvejs hul og så trøsket, at en brændenælde havde fundet grobund. En lille irgrøn bille kom i trav op ad mit bukseben, begyndte ved opslaget, stod stille nogle gange for at tage et overblik, men fortsatte i øvrigt frisk og ivrig — den ville helt op. Sådan ser man små børn, der på egen hånd og fulde af formål pludselig løber ti skridt bort fra deres mor, står stille et sekund, hvor man kan se, at verden, den store og nye, allerede har opslugt dem, og derpå løber ti skridt videre ind i eventyret, inden moderens arm har indhentet dem.
    Så bliver der pludselig nogle sekunders fuldkommen stilhed. Formodentlig har en uafbrudt række af biler hidtil larmet af sted på vejen uden for Dyrehaven, uden at man har opfattet det, først nu, da kæden er blevet brudt, hører man det, spidser ører som i panik i den stilhed, der pludseligt slår sammen om En. Er verden blevet affolket for lyde? Men så begynder luften over En at tone, en gylden dirren helt i udkanten af, hvad man kan opfatte, svingningerne fra en violin, efter at strengene er sluppet. Selve sommeren, der bliver til lyd? Og man kikker op, og i tjørnens krone over Ens hoved flyver bierne fra den ene hvide blomsterskærm til den anden, voldtager kælent blomst efter blomst, og den bedøvende duft daler ned over En sammen med lyden, slutter En inde som i en kuppel af sød, fuldbyrdende sommerlighed.
    Tynde, hvide skyer, der ingen ting betyder for vejret, går hen over den blå himmel. Svalerne jager af sted, og også deres kvidder i flugten er toner i orkestret. Langt borte kukker en gøg, så langt borte, at lyden ligesom tåger hen, bliver væk i fjerne trækroner, bogfinken larmer løs, og ind det hele blander sig pludselig en nattergal. En nattergal midt på dagen i dirrende solskin! Jeg har hørt det før, og det er, som om man så ikke lytter til den som nattergal, den føles som en overdrivelse, næsten noget pinligt. Temperament blevet til hysteri, årstiden, der kulminerende går over gevind, et ur, hvor kontrollen svigter og fjederen raser hørligt gennem værket, halende efter sig timeslag og halvtimeslag, så de snubler hinanden i hælene.
    Fra et lille kær på den anden side af den støvede vej kommer da også en underjordisk tilrettevisning. Hov, hov, stop en halv. Må en frø på dette usædvanlige tidspunkt have lov til at oplade sin røst med en enkelt kort bemærkning, en påmindelse om, at der jo også er andre til, og de skulle jo også gerne have lov at være her. I øvrigt ikke et kvæk, men der er nu visse personer, der bilder sig ind, at de ejer det hele. Som en sober protest kom denne kvækken, en underjordisk bedreviden, bare lige antydende en hemmelighed, som ingen magt skal tvinge noget ud af den om. Men nu kan man jo ellers blot vente til i aften!
    Jeg har siddet på den tjørnestamme om aftenen og hørt frøerne. Først et kvaks fra een ene side af kæret, og så et svar fra den anden side. Så igen et fra den første side, og et fra den anden side, og derpå et fra et helt tredje sted, flere og flere faldt ind, dybe og høje kvaks imellem hinanden, en rytmisk udfoldelse og en rytmisk stigen, der kunne minde om afrikanske negertrommer. Og derpå altid en helt jungleagtig stilhed. Jeg har prøvet at liste mig hen til kæret, når koncerten var på sit højeste, men den pludselige stilhed kom altid forinden. Jeg har prøvet at blive stående musestille og lade myggene bide mig, til sidst måtte frøerne dog vel have glemt mig eller være begyndt at tro, at jeg var et træ, men ikke en lyd mere, hare den spejlblanke flade og en enkelt gang en lille stump pind, som drev midt på vandet, og som man vidste var en frø, for man havde lige nået at se den tage et par svømmetag, og øjnene var der også endnu, de blanke, sorte øjenprikker, der glimtede imod En. Hvis jeg virkelig bildte mig ind, at jeg kunne lege træ, så kunne den jo passende lege pind så længe. Og da jeg så til slut begyndte at tvivle alligevel — var det måske en pind? — og kastede en jordklump ud, dykkede den roligt under, som ville den sige ja, ja, men så fik vi jo noget at vide om os begge to ... Og så var der ikke engang den at kikke på mere.
    Jeg gik derover igen den eftermiddag. Små hvide blomster — frøbid eller pilblad, svømmede som et tæppe langs hele bredden, og på den anden side var der en stær, som tog bad, og to malere, som malede. De har villet have netop det stille kær som forgrund og så sletten med de savannaagtigt spredte hvidtjørne. De udsprungne tjørnekroner, der i eftermiddagens skarpe lys havde stoflig virkning som tung, sølvindvirket brokade, og så måske et højt egetræ i udkanten, fordi dets blade var al en lysere grønhed end tjørnenes.
    Hvor vejen fra Rødeport til Rødebro når på højde med Springforbi, er det, tjørnene breder sig over et stort stykke af Eremitagesletten, som spredte træøer, så gamle og særprægede, at udenlandske forstmænd kommer på besøg for at se dem. Flere hundrede år og for de flestes vedkommende så deformerede af hjortens bid, at de tykke stammer er vredet hid og did hen over jorden. Tortur i forstening, en stiliseret dødskamp ligner disse træer, et par ser ud, som er de blevet slået af rædsel og panik, straks de fik hovedet ovenfor i denne jammerdal, stammerne ligger i flade bugtninger hen over jorden som for så hurtigt som muligt at finde et hul til at komme ned i igen.
    Men flere hundrede år er de altså blevet, og først i juni blomstrer de.
    I øvrigt skal de ikke ses en tidlig eftermiddag, de skal ses en sen aften, når de hvide kupler hviler i månelyset og stilheden, når man fra vejens mørke mellem de høje bøgetræer kommer ud på sletten til den åbne sommernatshimmel, og hvidtjørnene så ligger som øer badet i månelys. Så er det som at se ind i alle drømmes verden af skønhed og harmoni.
    Det vidste min mor. År igennem tog hun med mig derud en aften, når tjørnene blomstrede. Det har ikke været, fordi der har knyttet sig nogen minder til stedet, for vi kom fra en helt anden del af landet, og det var først, efter at min far var død, at vi flyttede til Sjælland. Det har bare været - ja altså for at se det. Og jeg var en lille dreng, og jeg husker, at vi kørte lang vej med sporvogn og derefter gik vi lang vej den sene aften gennem den mørke skov, og det var nu noget underligt noget, og den eneste grund til, at jeg ikke har gjort vrøvl, har vel været, at jeg vidste, at vi skulle på Bellevue bagefter, og jeg skulle have en tallerken is. Og så kom vi da endelig til sletten, og så skete der ikke andet, end at dér, helt i udkanten, endnu med de høje vejtræers skygger om os, stod den gamle dame stille et øjeblik og kikkede ud på tjørnene og måneskinnet, stod der bare et øjeblik, bare nogle få sekunder, uden at sige noget, rystede ganske svagt på hovedet en gang, som over hvad hun så eller hvad hun tænkte, og så vendte hun sig om, og jeg vidste, at nu kunne i endelig begynde hjemturen.
    Herregud, hun har bare været fem og tredive år.
    Måske har det grædt dybt inde i hende.
    Og det, at hun ikke gik længere! Når man nu alligevel havde kørt en halv time med sporvognen og spadseret i tre kvarter, og man kunne se, man kan se, at blot et par hundrede meter længere fremme bliver det rigtigt smukt, kommer det helt til sin ret!
    Hun blev bare stående, kikkede ligesom fortabt ud på det og gik sin vej tilbage igen.
    Så har der selvfølgelig også været år, hvor vi ikke kom derud, hvor hun, efter at den årstid var forbi, har tænkt, at i år kom man altså ikke derud, tænkt det et øjeblik, hvor hun kikkede op fra arbejdet og stirrede fortabt frem for sig og derpå rystede ganske svagt på hovedet, som at det jo også kunne være lige meget, og bukkede sig over arbejdet igen. Og et bestemt år, det sidste, men da var man ung mand, da blev man ikke taget med, da ofrede man sig, da var det mig, der tog hende med derud, men heller ikke dengang kom man længere end til, hvor sletten begyndte, også dengang blev vi stående lige hvor den mørke vej holdt op, for dels var det jo dér, vi altid var vendt om, dels havde jeg et lumsk ønske om at få gjort turen færdig, fordi jeg vidste, at der var en pige i en rød frakke, som jeg kunne træffe på Dyrehavsbakken.
    Jeg husker, at hun dengang gik nogle få skridt bort fra vejen hen til en tjørn, som stod der helt for sig selv, og lugtede til en af de hvide blomsterskærme, rakte efter den og tog den ned til sig, og der var noget ungt og ligesom taknemmeligt over bevægelsen. Det har jeg dog altså givet hende tid til.
    Sådan går det jo!
    Men hvis man ,,gik igen”, så ved jeg, at det var der, jeg ville træffe hende. Ikke stående som fremmede i udkanten, men langt inde, hjemmevante, mellem de månebelyste tjørne.